Front page > About us > Corporate Governance > Impact on the external environment

Påvirkning af det eksterne miljø

Aktiviteter i forbindelse med mineralefterforskning (efterforskning og evaluering af mineralressourcer) samt minedrift er underlagt Lov om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven) og retningslinjer fra Grønlands Selvstyre.

NunaMinerals skal i forbindelse med mineralefterforskning træffe alle fornødne foranstaltninger for at sikre, at aktiviteterne ikke frembyder fare for personer eller anden mands ejendom. Ligeledes skal Selskabet drage omsorg for, at risikoen for forurening samt risikoen for skadelig indvirkning på miljøet såvel i som udenfor det af efterforskningslicensen omfattede område begrænses mest muligt. Selskabet skal løbende foretage oprydning og udbedre skader på terræn og vegetation, hvor dette er nødvendigt som følge af Selskabets aktiviteter.

NunaMinerals er erstatningsansvarlig for skader, der forvoldes ved efterforskning, efter lovgivningen og efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Råstofdirektoratet kan kræve, at Selskabet stiller sikkerhed for opfyldelse af Selskabets forpligtelser. Råstofdirektoratet kan kræve, at Selskabet under felt-arbejde har tegnet forsikring, der dækker omkostninger i forbindelse med redningsoperationer, eller har stillet anden form for sikkerhed vedrørende sådanne omkostninger. Råstofdirektoratet fører tilsyn med efterforskningsaktiviteter.

Selskabet skal i forbindelse med efterforskningsaktiviteter ansøge myndighederne om særlige tilladelser, hvis aktiviteten kræver anvendelse af mere end håndholdt udstyr. Selskabet skal endvidere løbende rapportere til Råstofdirektoratet om forhold af betydning for påvirkningen af det eksterne miljø. Selskabet følger Råstofdirektoratets anvisninger.

For at minimere påvirkningen af det eksterne miljø i forbindelse med mineralefterforskning udføres al efterforskningsarbejder hos Selskabet i henhold til en detaljeret feltmanual, som alle selskabets medarbejdere er bekendte med, og som opdateres hvert år.

Forud for iværksættelse af minedrift skal der foreligge et godkendt og finansierbart lønsomhedsstudie (Bankable Feasibility Study) efter internationale standarder, inklusive en vurdering af virkninger for miljøet (Environmental Impact Assessment) samt en vurdering af virkninger for samfundet (Social Impact Assessment). Disse studier skal være udarbejdet af uafhængig tredje person.